Solvej staver ad helvede til

I juni måned 1998 havde vi 4 feriebørn - alle 11 år - boende i forbindelse med en international børnelejr. Dette besøg vakte minder frem fra tiden, da min egen datter stred med ord og bogstaver.

Jeg havde lig vinket farvel til de dejlige unger. 4 børn (2 drenge og 2 piger) havde sat hele huset i oprør på en dejlig måde i 3 dage. Langsomt gik jeg op af trappen til vores al-rum, og mit øje fangede tavlen, hvor der stod med store bogstaver: Solvej staver ad helvede til. Jeg stivnede og mærkede den smerte som kun den, der selv har haft børn med læse/skrivevanskeligheder kan føle. Nedenunder havde knægten ydermere sat sin autograf!

Vi havde ikke været sammen med børnene i lang tid, før det gik op for mig, at Sonja ikke var perfekt ud i det danske sprog. Små bemærkninger fra drengene som: Det kan du ikke stave til - Det er så mærkeligt, som du staver - Det går alt for langsomt, når du læser - blev ofte fulgt af et lille grin.

Børnene var ukendte for mig, men ret hurtigt fortalte Solvej mig, at hun var ordblind og havde derfor svært ved at læse og skrive. Hun fortalte også med strålende øjne, at hun var meget god til matematik. Yderligere var hun meget dygtig til sport, og havde vundet flere guldmedaljer. Solvej havde et yderst fornuftigt forhold til ordblindhed, men jeg mærkede hendes store forundring over, at hun havde svært ved noget så simpelt som at stave - noget som langt de fleste børn ikke havde problemer med.

Det er min erfaring, at det er langt bedre at fortælle barnet ærligt, hvad ordblindhed er: Når man er ordblind er ens forudsætninger for at tilegne sig skriftsproget nedsat. Det går ikke så hurtigt, men er handicappet i forhold til ord - man har en funktionsnedsættelse. Carsten Elbro udtrykte det ganske præcist: Det er som at cykle op af en bakke i modvind. Men med øvelse og flid samt de rette omgivelser kan det for det meste lade sig gøre. Dog skal man ikke underkende, at der er ordblinde, der trods megen flid aldrig lærer at læse og skrive, men det hører heldigvis til sjældenhederne.

Ligeledes er det uhyre vigtigt at klargøre, at problemet intet har med intelligens at gøre. Mange ordblinde børn føler, at de er dumme, hvilket kan forfølge dem resten af livet, hvis der ikke gribes ordentligt fat. Endvidere er det af største betydning, at barnet får følelsen af, at man kan gøre noget ved det. Barnet er således ikke en passiv deltager i problemet, men en særdeles aktiv medspiller. Og så luner det lidt, at man kan fortælle om alle de berømtheder, der har været ordblinde.

Men en ting er , at vi som forældre og lærere/skolepsykologer giver barnet en forklaring på, hvad ordblindhed er, men hvad med børnene i resten af klassen? Har de ikke krav på en forklaring? JO, men desværre er det et dybt forsømt område. På et tidspunkt fik en af mine børns kammerater sukkersyge. Ikke alene kom der en sygeplejerske op på skolen og forklarede børnene, hvad sukkersyge var, eleverne kom også over på hospitalet og fik indblik i, hvad der skete, når deres kammerat blev indlagt. Det ville være ønskeligt, om vi gik lige så grundigt til værks overfor de ordblinde børn.

Opdateret 10-06-2007