En beretning

Ordblinde er ofte karakteriseret ved, at hvis du har en flok mennesker, vil du ude i periferien af gruppen, endda længere væk end periferien, men så tæt på, at han lige præcis kan høre, hvad der bliver sagt i gruppen, finde den ordblinde og sandsynligvis også den fremmedsprogede. Du møder på denne måde usynlige mennesker, der skriger tavst; jeg synes, "Skriget" af Edward Munch viser det fantastisk tydeligt. De bærer på en eksistentiel smerte. Jeg arbejder ud fra en antagelse om, at en eller to gange i et menneskes liv, tager han eller hun en beslutning, der vil noget. Og det jeg som hjælper kan gøre, er at hjælpe til, at mit medmenneske tør tage det afgørende spring uden sikkerhedsnet – men med forvisning om, at jeg griber.

Jeg arbejder altid ud fra det andet menneskes kompetencer og ressourcer, for så falder forsvarsværkerne, og mennesket bliver ivrigt og følsomt. Og ressourcer kan være alt – hvis du f.eks. er helt tavs, kan du måske tegne din tavshed, og det er så en ressource, som du kan beskæftige dig med lang tid. Ressourcesteder er dér, hvor mennesket har lyst til at arbejde. Der, hvor det menneske brænder og tør fortælle: det her vil jeg gerne lege med. Når et menneske begynder at lege med sin ressourcer, skaber det glæde, mennesket smiler. Og som hjælper bærer jeg så brænde ind, og får bålet til at blive ved med at brænde, fordi den succes skaber synergi og breder sig til andre dele af livet – måske det med at lære nyt. 

Første gang han kom her sammen med sin mor, sagde jeg til dem, at jeg kunne da sagtens lære ham det, han skulle lære, men de troede ikke på mig, hverken moren eller Peter. Som det første gav jeg mig til at undervise ham i matematik. Mængde fem, som man kan tælle på sin hånd, ved Peter godt hvad er, men tallet fem er en by i Rusland. Så i matematik kan man arbejde med at gøre det konkrete abstrakt. Man kan lave abstrakte begreber på konkrete sansninger og på den måde kan få gang i hjernen, som er gået i stå på et eller andet tidspunkt. Vi startede altså med matematik, og han opførte sig som en meget veltilpasset elev. Ordblinde er meget ofte meget veltilpassede, så han arbejdede, og han lavede lektier, jo, han var godt nok veltilpasset.  

Problemet er bare, at hvis han skal ud og have en uddannelse i det almindelig uddannelsessystem, og det var planen, så nytter det ikke, at han er veltilpasset. Han bliver nødt til selv at tage et ansvar for det, han gør og det, han lærer. Mange af de mennesker, jeg møder gennem mit arbejde, har tillært sig en grundlæggende strategi om at springe udenom. Og det veltilpassede er blevet en brynje, så hverken de selv eller vi andre mærker deres smerte. Peter ser jo pæn ud, nydelig tøj, friseret hår. Men jeg skal jo have selvtilliden til at smuldre, så selvværdet kan vokse frem.

Da vores gensidige tillid og dialog er stor, går jeg ind og "sparker" ham. Han bliver rasende og meddeler mig, at nu går han ned og køber en cykel ... Så er jeg glad igen. Peter har taget ansvar for sit liv og gøren!

Nu er han under uddannelse til gartner og klarer sig fint.

Lena Utoft