Ordblinde kan lære ...
af Olga Plohmann
Jeg har lyst til at indlede med at fortælle om en lille oplevelse fra midten
af 60’erne hvor jeg første gang blev bevidst om det begreb jeg i dag kalder
ægte ordblindhed. Jeg var en forholdsvis nyuddannet lærer der var blevet
klasselærer i en 1. klasse. Jeg husker den som en kvik klasse præget af de
søde, flittige, stille og dygtige piger. Drengene var i mindretal og knap så
stille og flittige! Der var stor spredning i drengeflokken: et par stykker
helt i toppen, et par stykker helt i bunden, og så en stor gruppe i midten.
Det har vel været i slutningen af 1. eller begyndelsen af 2. klasse at en af
de flittigste piger vakte min opmærksomhed og undren. Hun havde lige fra
starten været meget ivrig efter at lære noget, hun havde altid lavet sine
lektier, og blev hurtigt dygtig til at læse i læsebogen, troede jeg da. En
dag skulle hun læse en sætning der lød omtrent sådan: Oles far og mor bor på
en stor gård. Denne sætning læste Hanne (
Det viste sig i de følgende år at Hanne var ordblind i svær grad. Hun fik med stort besvær knækket læsekoden, men ikke skrive-koden, inden hun gik ud af 7. klasse. Jeg vil betegne hende som et meget intelligent barn, der altså bare ikke kunne det der med bogstaverne og lydene. I dag er Hanne midt i 40’erne, og jeg ved ikke hvor i verden hun er, eller hvordan det er gået hende, men jeg ved at hun og hendes børn, såfremt de har arvet hendes ordblindhed, har ganske andre muligheder end ordblinde havde dengang. I dag har vi langt mere omfattende viden om hvordan ordblinde børn og voksne kan og bør undervises, og heldigvis vinder de teknologiske hjælpeværktøjer, som fx elektroniske oplæsnings- og stavehjælpsprogrammer, stadig større indpas i undervisningen.
At knække læsekoden
En ikke-ordblind kan næppe sætte sig ind i hvordan en normalt begavet, voksen ordblind har det når han eller hun lige akkurat kan læse og skrive sit eget navn, men heller ikke ret meget mere. Ikke konens eller børnenes navne, ikke vejskilte, ikke bynavne, ikke plakater, ikke huskesedler, ikke varebetegnelser, ikke etiket-terne i dybfryseren osv. osv. Ordene giver ingen mening. Som i denne korte tekst der måske kan volde en ikke-ordblind tilsvarende vanskeligheder at forstå:
Tase elevet rede øfsrted tage lbmotserne gond åser æberen rfguted.
Ikke sandt, du kan ikke umiddelbart afkode denne tekst, du kan se bogstaverne og stave ordene, men du kan ikke få mening ud af det. Du behersker ikke den sprogkode der skal til for at læse og forstå teksten. For den der kender koden er alt så simpelt. I eksemplet er endelserne, dvs. de to sidste bogstaver, konsekvent ”stumme”, hvad der ofte forekommer i det danske sprog. Desu-den danner bogstaverne parvise reversaler – en fejltype der hyp-pigt ses hos personer med læse-staveproblemer. Hvis vi ophøjer disse to fænomener til gældende sproglige konventioner, er det forholdsvis let at knække læsekoden, så sætningen får dette poe-tiske indhold: ”At leve er først at blomstre og så bære frugt.” Men fik jeg ikke den sproglige hjælp, ville jeg måske helt opgive at læse og forstå sætningen. Og kunne alle andre omkring mig læse og forstå teksten uden besvær, ville jeg føle mig dum. Jeg synes måske det er korrekt at skrive maj, dej og sej, eller hade, lae og sae når andre skriver mig, dig og sig, havde, lagde og sagde. Retskrivningsordbogen giver de andre ret. Men den ordblinde tænker ofte logisk. Det gør Retskrivningsordbogen ikke, den er en politisk beslutning.
For den person der lider af ordblindhed / dysleksi i mere eller mindre svær grad, nytter undervisning i traditionel forstand ikke ret meget, uanset hvor intensiv eller langvarig den måtte være. Specialunderviseren må aflægge gamle vaner og metoder, ikke komme med en færdig undervisningspakke, men først lytte til den ordblinde og tage sit udgangspunkt i den enkeltes virkelighed, forudsætninger, ønsker og erhvervs- og uddannelsesmuligheder. Derefter sammen med den ordblinde udarbejde en individuel undervisningsplan, for til sidst at finde metoder og materialer til at nå de fastsatte mål for hver enkelt kursist.
Det er nok noget af det vigtigste jeg som læsepædagog har lært på "CHK" i de seneste år: at bygge undervisningen op omkring hver enkelt kursists stærke sider og sætte teknologien ind til at kompensere for de svage sider. En løbende investering i it-udstyr og hjælpeprogrammer for centerets ordblinde har gjort dette muligt.
Undervisning af voksne ordblinde
- med og uden pc
Det er efterhånden en kendt sag at antallet af personer med læse-stave-skrivevanskeligheder er alarmerende højt, ikke bare i Danmark, men i alle vesteuropæiske lande. Ifølge en OECD-rapport fra år 2000 fastslås det at 1 – 1½ mill. danskere ikke har de nødvendige forudsætninger for at kunne erhverve sig en faglig uddannelse på grund af at de læser og skriver for dårligt. En anden rapport (”Læsefærdigheder og deltagelse i samfundslivet” udarbejdet 2001 af Amternes og Kommunernes Forskningsin-stitut og SID) fastslår at godt tre fjerdedele af de ufaglærte har læsefærdigheder der må vurderes til at være utilstrækkelige i forhold til de komplekse krav der stilles på arbejdspladsen og i dagligdagen. Det er triste tal, og man spørger uvilkårligt: hvordan kan de bringes ned? Hvor skal det ske? Og hvem har ansvaret for at det sker? Hvordan opnår alle disse mange ikke-læsende og ikke-skrivende medborgere i det danske samfund de nødvendige forudsætninger for den uddannelse som udviklingen i stigende grad kræver. Der tegner sig to muligheder som svar på disse spørgsmål: Forberedende voksenundervisning i henhold til FVU-loven og kompenserende specialundervisning efter loven om specialundervisning for voksne.
Slut med at terpe lyd
I årevis har det været sådan at den ordblinde er blevet tilbudt undervisning og træning fx i hvordan bogstaverne lyder, og hvad ordene og deres endelser betyder (det læsepædagogerne kalder ”fonologisk og morfologisk opmærksomhed” og sprogets ”fonologiske og morfologiske konventioner”) - desværre ofte uden den tilsigtede virkning. Nu skal det være slut med al nyt-tesløs terpen af lyd, ord og tekster. Slut med sejpineri i forbin-delse med læsning og forståelse af faglige tekster og skønlittera-tur. Ikke længere nogen grund til forstillelse, ydmygelser og nederlag. Den ordblinde - og hermed mener jeg den ”ægte ord-blinde” der har fået stillet diagnosen dysleksi - skal fremover til enhver tid og på lige fod med alle andre kunne tage den uddan-nelse og opnå den stilling som han eller hun har intelligens og evner til.
Et lyst billede
Hvordan kan jeg nu tegne så lyst et billede af den ordblindes fremtidige vilkår? Jo, det kan jeg fordi jeg har været så heldig at medvirke i pilotprojektet @lfatec som løb af stabelen i efteråret 2002 – indtil nu i stor ubemærkethed, men ikke desto mindre af skelsættende betydning for undervisningen af voksne ordblinde i fremtiden, især den kompenserende specialundervisning bl.a. på landets kommunikationscentre og voksenskoler. Erfaringerne fra projektet vil kunne bruges ikke bare her i Danmark, men også uden for landets grænser (Dette er uddrag af en artikel der udkom i Ordblindebladet nr. 2, 2. juni 2003, årgang 60).
Pilotprojektet @lfatec
Den fulde titel er: ”Projekt @lfatec – et pilotprojekt til undersø-gelse og vurdering af effekten af IT-hjælpemidler i forbindelse med undervisning af voksne ordblinde på amtslige kommunika-tionscentre.” Et projektsamarbejde mellem:
• Center for Hjælpemidler og Kommunikation,
Sønderjyllands Amt
• Kommunikationscentret i Frederiksborg Amt
• Kommunikationscentret i Ribe Amt
• Dansk Videnscenter for Ordblindhed
• Hjælpemiddelinstituttet, Afdeling for hjælpemidler og
kommunikation
I hvert af de tre amter er der blevet undervist to hold med tre voksne ordblinde på hvert hold i tiden fra august til november 2002, i alt 40 lektioner a 60 minutter. Alle kursister er visiteret til kompenserende specialundervisning på de tre amtslige kom-munikationscentre. Inden undervisningen er der udfyldt inter-view-skemaer og foretaget en undersøgelse af standpunkt ved hjælp af særligt udvalgte test i læsning, diktat og skriftlig frem-stilling. Ved udvælgelse og udformning af testene var der lagt vægt på at de skulle være målelige både kvantitativt og kvalita-tivt. Selve undervisningen foregik efter en individuel undervis-ningsplan som vi ellers også altid gør i den kompenserende spe-cialundervisning. Desuden blev der ved hver lektion skrevet logbog for hver enkelt kursist både om undervisningen og om betjeningen af pc. Ved projektforløbets afslutning blev der taget lignende test og interview som i starten, både med og uden computer, for at påvise effekten af undervisningsforløbet.
Formål
Forud for projektet har der været en lang planlægningsfase både for styregruppen, som består af afdelingslederne på de tre kom-munikationscentre samt Erik Arendal fra Hjælpemiddelinstituttet og Dorte Haven fra Dansk Videnscenter for Ordblindhed, og for lærergruppen, dvs. to undervisere i hvert amt. Alle har været dybt involveret i forberedelserne inden for de rammer der var blevet afstukket i formålsbeskrivelsen som jeg citerer her i uddrag:
"Formålet med projektet er at udbrede anvendelsen af it-hjælpemidler til ordblinde såvel i voksenuddannelsen som på det ordinære arbejdsmarked med henblik på at integrere ordblinde og fastholde eksisterende arbejdspladser for disse.
Dette søges gjort ved at undersøge og dokumentere i hvilken grad anvendelse af computer med syntetisk tale og prædiktions-programmer i kombination med undervisning
• øger ordblindes funktionelle læse- stave- og skrive-
færdigheder med brug af computer
• øger ordblindes læse- stave- og skrivefærdigheder uden
brug af computer
• påvirker ordblindes læse- og stavestrategier samt skrift-
sproglige formuleringsevne uden brug af computer”.
I rapporten beskrives hvilken effekt undervisningen har haft, hvilke resultater der har kunnet måles og registreres, og hvad kursisterne har givet udtryk for. I konklusionen hedder det:
”Pilotprojektet viste at undervisningen i it-baserede hjælpemidler havde en meget stor kompenserende effekt på deltagernes læsefærdigheder og stavefærdigheder.” (Rapporten kan downloades fra Hjælpemiddelinstituttets hjemmeside www.hmi.dk)
Pilotprojektet peger således på en positiv effekt, både når it-baserede hjælpemidler anvendes som undervisningsmiddel og som kompenserende hjælpemidler. I forhold til anvendelse af it-baserede hjælpemidler i uddannelse og erhverv, peger især den kompenserende brug på perspektiverne i en større udbredelse.
Der er planer om, at pilotprojektet følges op af et storskalapro-jekt med deltagelse af landets øvrige amter.
Spildte år i folkeskolen
De fleste af vore kursister føler at deres skoletid stort set har været spildte år. Mange har fået specialundervisning uden at det har hjulpet dem. Enkelte er gået ud af folkeskolen uden at have lært at læse overhovedet. Som en af mine kursister der beretter følgende:
”Min folkeskoletid er ikke en tid jeg husker med gode minder. Jeg begyndte i skolen i 1984 som 6-årig. Jeg kan svagt huske at jeg havde glædet mig meget til at komme i skole, men den glæde forsvandt hurtigt, og lysten til at skulle af sted hver morgen blev mindre og mindre, til den helt forsvandt. Jeg var pigen der var for tyk, havde for store fortænder, rødt hår, og så var jeg jo dum.
I de små klasser fik jeg ekstraundervisning efter at de andre var gået hjem. Det var ikke sjovt at skulle blive der efter at de andre var gået. Jeg var udenfor nok i forvejen. Jeg kan ikke huske at jeg fik nogen forklaring på hvorfor jeg skulle blive, det skulle jeg bare. Da jeg kom op i de større klasser, blev tingene værre. Jeg fik stadig ekstraundervisning, men nu skulle jeg bare tage mine ting og forlade klassen og komme tilbage når det var slut. Det var forfærdeligt!
Fra min tid i folkeskolen kan jeg kun huske én lærer med tak-nemmelighed. Det var vores historielærer. Hun sørgede for at jeg kom ind i timen og fik lov til at deltage aktivt. Hun gav mig et sted hvor jeg følte jeg var velkommen, - et sted hvor jeg kunne glæde mig til at komme, og føle mig så tryg som jeg nu kunne komme til at blive. Det er nok derfor jeg er så glad for historie i dag.
Mine andre lærere er ikke nogle jeg husker med gode minder. Det er ikke fordi de gjorde mig noget som sådan, men de lod mig bare sidde og passe mig selv. Men det er måske netop dét der var … eller er problemet: jeg fik lov til at passe mig selv. Og de andre fik lov til at gøre det de ville ved mig uden at der blev grebet ind.
Mine forældre vidste godt at den var gal. Vi snakkede en del om det, og til sidst blev vi enige om at jeg skulle på efterskole i 9. klasse. Ikke en almindelig efterskole, men én for ordblinde og unge med læse- og skrivevanskeligheder. Og da det så blev den tid på året (i 8. klasse) hvor vi skulle snakke om hvad vi skulle næste år, sagde jeg bare at jeg skulle på efterskole. Der gik lidt tid, og så blev mine forældre og jeg kaldt til et møde på skolen med min klasselærer og skoleinspektør. De gjorde alt for at tale mine forældre fra at sende mig på efterskole. De sagde blandt andet at det ikke var nogen løsning, og at jeg ikke kunne lære noget på en efterskole som de ikke kunne lære mig i folkeskolen. Min far blev mere og mere gal. Det endte med at begge mine forældre rejste sig, og min far sagde at der kun var to der skulle bestemme over hans datter, og de var ikke den ene part af de to. Nu havde jeg gået på deres skole siden børnehaveklassen, og jeg kunne endnu ikke læse eller skrive!!
Min tid i folkeskolen blev aldrig en glad tid. Men hvis der er én ting som skolen trods alt har lært mig, så er det at være stærk! Der er da stadigvæk ting der kan slå mig helt ud, f.eks. når jeg skal læse en svær tekst, og jeg ikke forstår den. Eller når jeg skal skrive og stave. Men jeg har affundet mig med at det problem altid vil være der.
I skoleåret 93/94 og 94/95 kom jeg så på en efterskole for ord-blinde, og hvordan dét gik, er en helt anden historie! Her lærte jeg at læse takket være nogle meget tålmodige og dygtige lærere.
Hvordan skolen bør være i dag, er ikke et nemt spørgsmål for mig at svare på – med min folkeskolebaggrund. En af de ting lærerne nok skal blive bedre til at tage hånd om, er de svage elever, og dem der har læse- og skriveproblemer. De skal også nok passe på at sige at en person er ordblind uden at vedkom-mende er testet af fagfolk.
"Jeg blev selv først testet for ordblindhed i december 2001 som 23-årig. Diagnosen var dysleksi. Det var en lettelse at få at vide."
Når en ordblind skal tage en uddannelse
En vigtig opgave for læsepædagogen er at orientere den ordblin-de der ønsker at tage en uddannelse, om de hjælpeværktøjer og materialer der skal hjælpe den ham/hende til at gennemføre ud-dannelsen. Det gør jeg undertiden ved at henvende mig person-ligt til den uddannelsessøgende, fx ved at skrive følgende:
Du vil få brug for følgende hjælpeværktøj:
• En bærbar computer, evt. med kamera og scanner
• Talesyntese
• Kompenserende hjælpeprogram til læsning
• Kompenserende hjælpeprogram til stavning/skrivning
• Elektroniske ordbøger og andre opslagsværker
• Båndoptager / diktafon
Og du vil få brug for følgende undervisningsmaterialer:
• Alt materiale bør være på cd / bånd og video + bog.
• Prøv om du kan få indlæst undervisningsmaterialet
mindst en uge før undervisningen, så du kan nå at ”læse”
det før lektionen på klassen.
• Lydbog og almindelig papirbog skal være fra samme
udgivelsesår af hensyn til at de skal kunne læses sammen.
Jeg anbefaler at du forbereder din uddannelse 3-6 måneder før du skal starte ved at henvende dig til skolens studievejleder:
• fortæl at du er ordblind,
• få læseplan og litteraturlister,
• gå i gang med at undersøge hvor du kan få litteratur på
bånd eller cd’er,
• indscan studiemateriale så du har det liggende på din pc
ved skolestart,
• få undervisning og vejledning hos en læsepædagog i brug
af it-hjælpeprogrammer og håndtering af materialer.
Råd og vejledning om uddannelse for ordblinde kan du søge på nettet, bl.a. hos
Hjælpemiddelinstituttet i Århus: www.hmi.dk
Dansk Videnscenter for Ordblindhed: www.dvo.dk
Efterskolernes skolevejledning: www.skolevejledning.dk
Ordblindeforeningen i Århus: www.ordblind.com
(Kilde: ”Ung Voksen Ordblind” fra Ordblinde / Dysleksiforeningen)
Indlæringspyramiden
Mange af vores ordblinde kursister klager over at de hurtigt bli-ver trætte når de skal læse, at de ikke kan huske hvad de læser, og at de ikke kan koncentrere sig ret længe ad gangen. I samtaler med kursisterne om disse problemer har der efterhånden udkry-stalliseret sig en særlig variant af Maslows behovspyramide som mange har stødt på, fx på opkvalificeringskurser i AOF eller i fagforeningsregi.
Forestil dig en pyramide med 3 lag. Det nederste brede lag inde-holder 4 grundlæggende vigtige komponenter for indlæringen: opmærksomhed, energi, koncentration, hukommelse.
I det mellemste lag foregår to for stavning, læsning og skrivning lige nødvendige færdigheder: på denne ene side at kunne pille ordene fra hinanden i enkelte dele bogstaver og lyde (analysen) og på den anden side kunne samle de enkelte dele til hele ord og sætninger der giver mening (syntesen).
I pyramidespidsen har vi så den automatiserede læsning og skrivning. Her
befinder den ikke-ordblinde, gode læser sig. Den gode læser lader øjnene
glide hen over teksten og får meningen med uden at skulle stave. Side op og
side ned i højt tempo og med overskud til at reflektere over det læste,
finde de nøgleord som teksten kan huskes på, tanke ny energi under
læsningens fascination.
Den ordblinde når næsten aldrig op i toppen, men roder rundt i
analyse-syntesefeltet. Det kniber gevaldigt med at skelne de enkelte
orddele, både bogstaver, lyde, stavelser og betydnings-bærende enheder også
kaldet morfemer, dvs. analysearbejdet. Og når man med besvær har fået styr
på de enkelte dele, er det ofte umuligt at få dem sat sammen til en helhed
der giver mening, dvs. syntesearbejdet. (I den forbindelse får vi også gerne
en snak om hjernens to halvdele hvor analysedelen er placeret i venstre og
syntesedelen i højre hjernehalvdel.) Det er en Sisyfos-kamp for den
ordblinde at være i pyramidens midterfelt. En kamp hvor den ordblinde tappes
for energi og mister opmærksomhed og koncentration.
Resultatet bliver at den ordblinde havner i bunden af indlærings-pyramiden.
Den pædagogiske opgave har hidtil været at styrke opmærksomhed,
koncentration, hukommelse, så der bliver energi til at tage kampen op i
midterfeltet igen.
Men her er det så at vi nu vender pyramiden på hovedet ved at sætte
it-hjælpeprogrammer ind til at klare store dele af analyse-syntesen, dvs.
stavearbejdet både med henblik på læsning og på skrivning.
Ved hjælp af syntetisk tale i forbindelse med oplæsnings- og
skrivehjælpsprogrammer kan den ordblinde opøve en læse- og skrivefærdighed
der fører til toppen af pyramiden hvor tekster kan læses, forstås og skrives
uden det besværlige stavearbejde. Det giver mere energi og øger
koncentration og hukommelse – ikke hos alle, men hos mange.
Det er den ordblindes begyndende ligestilling med den ikke-ordblinde hvad
angår tilegnelse og formulering af tekster, og dermed adgangen til den
uddannelse som svarer til den ordblin-des evner og anlæg. Men undervisning
skal der til for at den voksne ordblinde kan indhente alle de boglige og
sproglige færdig-heder som han eller hun gik glip af i sin skoletid.
Kilde:
Artikelsamlingen ”Ordblinde ved en korsvej” fra Center for Hjælpemidler og
Kommunikation, Bjerggade 4 B, Aabenraa (2003). (Figurerne i let ændret form
juli 2007)
Opdateret
02-08-2007