At blive lærende igen

At kunne indgå i et almindeligt arbejds- og uddannelsesliv

Utoft L., Specialpædagogik 5 - 2006

I almen praksis møder jeg mange voksne kursister, der er faldet af læringssystemet og har mistet modet. Ofte tænker de, nytter det noget? Erfaringsbaseret ”ved” de, at uanset, hvad de foretager sig, sker der ingen ændring ...

Praksis

Det er her min erfaring, at den enkelte kursist får et selvværds- og læringsløft med formindskelse af tillært hjælpeløshed[1],, når kursist og underviser arbejder tæt sammen i et læringsparløb. Rammerne bør være "class room management" med et socialt fællesskab (fig. 1). Selve målet for aktiviteterne er, at kursisten selv efter interesse, talent og intellekt vælger eget livs- og læringsforløb. Dette kan siden føre til, at den enkelte kan indgå i et normalt undervisningsforløb med en underviser i forhold til mange kursister. Når dette mål nås, er kursistens stiplede ring ofte blevet hel. Dermed vil hun kunne indgå i læring og arbejde uafhængig af ændringer af tid, rammer og sted.

Fig. 1

Den enkelte kursist kan være præget af drama-tankegang, forargelser og retfærdigheds-søgning, men kan som regel ved kursusstart indgå i det sociale fællesskab. Her viser det sig af og til, at den aftalte plan falder til jorden og må genforhandles mange gange (fig. 2). Efter en kortere eller længere periode vender kursisten for det meste tilbage til den oprindelige eller en lignende plan.

Fig.2

I det daglige arbejde skelnes mellem værktøj og den kreative proces. Af værktøjer kan f. eks. nævnes skrot, glas, møbler, mad, kunst, maleri, skulptur, dansk, matematik, it, samtale, kaffe, kun fantasien sætter grænse. Fokus ligger på processen inde i kursisten! Den enkelte kursist kan som styring og motivator bruge et mentalt redskab (fig. 3). Fig. 3 Opgaven for kursisten består i, at hun kun må arbejde med projekter (kompetencer), der er lystbetonede. Herved bliver kursisten egenstyret, læringsaktiviteten accelererer og breder sig til andre områder.

Fig. 3

Personalet har brug for stor empati og menneskekundskab og kan som styringsredskab bl.a. anvende somatisk erfaringspoces[2] (kroppen fungerer som måleredskab. Menneskesynet er eksistensialistisk: "Jeg er god, du er god, og sammen går vi videre". Desuden er supervision af undervisergruppen af stor vigtighed, idet gruppen her får mulighed for refleksion over diverse vanskeligheder i det daglige tætte samarbejde med det enkelte skrøbelige menneske i centrum.

Nogle tanker

I en almindelig undervisningssituation, en underviser til mange kursister, kan Illeris’[3] læringstrekant bruges som model ( fig. 4). Men vore kursister kan have store vanskeligheder med at indgå i denne trekant. Hverdagslæring, livsforløb og erfaring har de styr på; men for mange kan begreber som arbejds- og skolelæring samt egen virksomhed volde store problemer. Nogle er blevet stigmatiseret som børn og voksne og/eller har ikke fulgt et normalt udviklingsforløb. Endvidere kan de have svært ved at fungere i sociale grupper og have svært ved at indgå i et læringsforløb, en underviser til mange kursister.

Fig. 4
For at illustrere hvordan læring, en kursist til en underviser, kan foregå, findes der endnu en trekantmodel, fig. 5[4]. Af denne fremgår, at kursisten i dialog og samarbejde med underviser får afdækket en (lystbetonet) kompetence. Det er dernæst underviserens opgave at tilsikre, at kursisten vælger et værktøj, der fører til succes, så hun tænker: ”Det nytter noget”. Den enkeltes selvværd vokser og eventuel tillært hjælpeløshed formindskes. Ved at gennemgå denne proces nogle gange, op og ned ad spiralen, bliver kursisten efterhånden socialiseret og kan indgå i Illeris’ trekant. Kursisten tilegner sig gennem egenvirksomhed begreberne arbejdslæring og skolelæring. Dette fører igen til, at hun kan indgå i et almindeligt arbejds- og uddannelsesliv.

Fig. 5

Opdateret 02-07-2007

Gennem skriven
bliver jeg læser